Husk minderne…. Og nyd dine nære mens du har dem…..

27007_1345400188951_7342466_n

Jeg ser et program på TV 2 i øjeblikket, “til døden os skiller”. Det program har virkelig sat mange tanker igang i mit hoved.

Det er et meget rørende program, og det som specielt berører mine følelser er, at man glimtvis får vist gamle billeder af fester og gode stunder som de ældre mennesker har haft igennem livet. Jeg synes det er SÅ vigtigt, at man netop husker at se på de fotos, at man husker når man står med et ældre menneske. At det faktisk ikke er den gamle dame, som ikke længere selv kan gå på toilettet, ikke længere kan spise sin mad, måske ikke længere kan kende sine nærmeste. At det ikke er den person man har foran sig, at det er et helt menneske, som har haft et liv, som har sat sit aftryk her i verden, som har været nogens barn, siden nogens forældre, har arbejdet, har festet og haft en dejligt liv.

Jeg bliver utrolig rørt under sådanne udsendelser. At se ægtefæller der simpelthen mister hele sin eksistens i sine sidste år, og hvor partneren næsten også mister sin, fordi man har sagt ja til “i medgang og modgang”, fordi man elsker sin partner, og fordi de naturligvis stadig ser det menneske, som de faktisk forelskede sig i. Men som ikke rigtig længere er den de bor sammen med.

Eller hvordan kroppen har sagt fra, hverdagens gøremål er blevet for omstændige, og man man må sige farvel til det hus, som man har boet i det meste af sit liv.

I mit eget liv har jeg oplevet at miste både min morfar, og min farmor. Min morfar mistede vi hurtigt, han døde af kræft, og det var kun ca. 3 måneder fra vi fik beskeden, til vi ikke havde ham mere. Det var slet ikke til at forstå, alt for ung og midt i sine bedste pensionsår. Ham og min mormor havde så mange flere ting de gerne ville have nået sammen, jeg savner ham stadig meget, og tænker ofte på, hvor meget han ville have elsket at opleve sine oldebørn og alle de ting vi har nået med vores hus.

Min farfar har jeg aldrig mødt, så ham har jeg svært ved sådan at savne, men ifølge min far, der var han fantastisk, og jeg ærgrer mig over, aldrig at have oplevet ham.

Min farmor fik en hjerneblødning, og blev dårligere og dårligere, det var en langsom og rigtig trist måde for hende, hvorpå hendes liv skulle slutte. Hun havde boet hele sit liv i Skive, hende og min farfar havde med håndkraft selv gravet ud til deres hus, og havde efterfølgende boet der hele deres liv sammen.

Efter hjerneblødningen var hun ikke så stabil længere, og min far fik hende flyttet til Vejle hvor vi boede. Her fik hun egen bolig, og boede der i næsten 10 år. Jeg forstår naturligvis godt, at hun måtte her ned, min far var enebarn, og der var kun ham til at “tage sig af hende”. Men hun oplevede præcis det, hvor man måtte sige farvel til sin by og sit hus, som man havde kendt hele sit liv. Som årende gik, måtte hun have mere og mere hjælp, for til sidst at ende på plejehjem, og ikke rigtig vidste hvem vi var. Det var en trist proces for både hende og os.

På billedet her under ser du et gammelt fodboldbillede af min far, han er nr 2 fra venstre på forreste række. Min far ELSKER at fortælle om den her tid, om hans unge dage og alt det han oplevede som fodboldspiller. Jeg tager ofte mig selv i at trættes lidt af de mange historier, men samtidig river jeg mit selv i ørene, og minder mig selv om, at hvis ikke han fortæller det, så ved jeg det jo slet ikke. Og pludselig en dag, så er han her ikke mere til at fortælle det….. Puha, nu trækker jeg vejret…. nu bliver det her indlæg faktisk hårdt for mig at skrive…..

Men jeg vil så gerne give en lille opsang til Jer der ude, og mest at alt minde mig selv om, at livet kun er til låns…. Facebook deler minder med mig hver morgen, og allerede nu ser jeg fotos af mine små baby piger, og tænker…. SHIT…. jeg fik da slet ikke det hele med, gjorde jeg??

Et indlæg der stak i mange retninger, som jeg kunne skrive meget meget længere…. Men lige nu slutter jeg det af med et opråb……

NYD DET NU DET SATANS LIV……….

06

206884_1003272238817_2825_n

Her over ser du min skønne morfar, og min mor 🙂

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

Ferien går på hæld….. men hvor har den været god….

IMG_3107

Så blev det atter fredag, og en dejlig ferieuge lakker mod ende. Jeg synes ikke vi har lavet alverden, men hvor er det gået stærkt, og hvor har ugen været skøn.

Vi havde ingen faste planer for ugen, og det tror jeg var med til at sætte det helt lidt ned i gear.

Lørdag besøgte vi Aros i Århus for første gang, en super cool oplevelse for vores både børn og voksne. Den ene spændende etage afløser den anden, vi var alle fyldt med indtryk og kreativitet i hjernen da vi tog hjem der fra. Glæder mig allerede til der kommer nye udstillinger der oppe.

IMG_3002

IMG_3009

Reolen i stuen har fået en makeover. Udtrykket læner sig op at det samme som før, men jeg havde brug for lidt mere ro i stuen, og lidt mere funktionalitet i reolen, og derfor fjernede jeg alle de forskellige niveauer, og købte istedet lange gennemgående hylder. Det er jeg virkelig godt tilfreds med…. Mange skønne farver er så småt begyndt at snige sig ind igen. Jeg ved ikke om det er pga det snarligt kommende forår, eller om det bare er fordi, at jeg i virkeligheden er mest til farver, og de derfor altid finder vej tilbage igen…. Måske en blanding af begge. I hvert fald er jeg totalt inde i en lyserød bølge lige nu….

IMG_3144

Solen har skinnet de fleste af feriedagene, og vi har også besøgt pigernes Olde. Et par ture ud i det skønne vejr og dage hvor nattøjet aldrig kom af. Det er hvad ferien har været brugt på.

Jeg føler mig virkelig ladet op på energikontoen og i hovedet…

På mandag starter arbejde igen, og vi skal så småt begynde at forberede os til turen på ski…. Det er jeg altså meget spændt på 🙂

IMG_3123

IMG_3097

IMG_3053

IMG_3052

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

Tilbage til kreativiteten….

IMG_2975

I forlængelse af mit indlæg i sidste uge, hvor jeg opfordrer til at vise lidt mere af livet #perfektudenfilter, har jeg fuldstændig glemt at vise Jer, hvordan resultatet egentlig blev. For det er jo det min blog handler om, det kreative i hjemmet. Et hjem i konstant forandring, en hverdag med en sej håndværker mand og 2 lækre tøser.

Ugen har dog bragt mig alt andet end ro, forleden var jeg til kontrol med nogle modermærker, jeg har alt for mange af dem, og får dem derfor kontrolleret en del, og ligeledes har jeg også fået fjernet en del. Denne gang var der en der havde en smule forandringer i sig, og den blev fjernet med det samme. Det er ikke første gang jeg oplever det, men alligevel, så bevæger man sig rundt med en vis rumsterende tanke i baghovedet, som man først ryster af sig, når man kender svaret på det indsendte. Samtidig er den her såkaldte “anonyme” ikke helt færdig med dukke op hist og her, så min fokus har været de helt forkerte steder.

Men nu har jeg fået ferie, solen skinner fra en skyfri himmel, og snart kommer pigerne også hjem. Det glæder jeg mig virkelig til. I vinterferien skal vi ikke noget som helst, udover det impulsive vi finder på…. Måske skal jeg rumstere lidt rundt med nogle projekter, måske skal jeg ikke. Det vil tiden vise.

Til april drager vi på vores første familie ski ferie… Det kommer jeg til at skrive meget mere om, for hold da op hvor har jeg mange spørgsmål omkring sådan en tur…. Vi glæder os helt vildt….

Tilbage til væggen…. På øverste billede ser I hvordan det endte op. Kommoden er midlertidigt flyttet der over, da jeg ikke helt kan finde ud af, om væggen skal være helt ren og hvid, eller om der skal stå noget, det prøver jeg lige af. Men jeg ELSKER det rolige udsyn det har givet. Om lidt står haven i fuldt flor, og da det er haven man ser igennem de franske døre, så er dejligt med “rolige” vægge forrest, det giver et fint udsyn.

Reolen som var pakket ind bag skabslågerne, den var heldigvis flytbar. Så Jesper har istedet hængt den op nede i kælderen, og alt det …. lad mig kalde det “rod”….. som vi opbevarede her, det er nu flyttet ned i kælderen.

Utroligt, at det alligevel skulle tage så mange år, i forhold til hvad vi ellers har formået her i huset… Men sådan er det når man er husejer, og husets alder gør, at det ene forandringsissue opstår efter det andet….. Heldigt vi begge er så vilde med projekter 🙂

IMG_2687

IMG_2976

MORTILMERNEE_FBUntitled

Bagsiden er også vigtig…. om at være midt i en “shitstorm”

IMG_2747

I min verden kommer man længst med ærlighed, og jeg kan også se ud af mine tal, at Jer som læser min blog, og har fulgt mig over tid, faktisk godt kan li, også at vide lidt mere om personen bag ordene og billederne.

Jeg har skrevet et par indlæg om hvordan min hverdag er, hvordan vi får det til at hænge sammen med den lidt “ustabile” hverdag vi har… Senest har jeg også blogget om, at det nogen gange er sundt også at vise ærligheden bag et billede, og ikke den sandhed man måske håbede der var bag billedet. Og det har været med til, at jeg også vil fortælle lidt om, at der også kan være en bagside på min medalje.

Fra tid til anden bliver jeg angrebet på mig som person, på det seneste er det taget til. Jeg tænker ikke at offentliggøre i detaljer, men det omhandler at jeg fx. skulle være falsk, uorginal og en 1:1 copycat. Det gør naturligvis ondt at blive anskuet sådan, selvom jeg ved i mit hjerte, at det ikke forholder sig sådan.

Jeg er ikke den eneste der oplever det her, det ved jeg godt. Jeg har set det dukke op på flere forskellige blogs og instagram profiler over årene. Ofte handler det nok om, at når man rammer en vis størrelse… Nu skal jeg ikke til at gøre mig til hverken dronning eller kendis. Men jeg ved jo også godt, at før de sociale medier, var der lidt færre der kendte til min eksistens i en lille midtjysk by, end der er nu…. Og når man vælger at være offentlig, så skal man også kunne ta sine tæsk.

Og det gør jeg så også…. De fleste råd jeg får lyder på, at folk som gemmer sig bag “anonyme” profiler og mailadresser, oprigtig talt bare opfører sig som små børn, der søger efter en konflikt, og de bliver ved indtil de får noget respons, som de kan lave endnu mere ballade over, får de ingen respons, så går det gerne over igen…. Og jeg har heller ikke lyst til at gå i dialog med det her menneske. Jeg ved jo selv godt hvem der er, IP adresser er heldigvis meget afslørende, men jeg har lyst til at fortælle lidt om, at der også kan være en bagside ved den her medalje.

Jeg føler mig heldig, det gør jeg virkelig, den hverdag vi har fået skabt, den elsker jeg. De ting vi igennem min profil skal opleve i år, det overstiger alle de drømme og ønsker jeg nogensinde har haft for det her. Jeg kniber mig ofte i armen, for at tjekke, om det er virkelighed…. Og det er det….

Jeg er bare også nødt til at sige, at man skal kunne modtage de her “shitstorme”… Jeg går ikke og gemmer det her, jeg taler naturligvis med folk om det, og jeg har også rådført mig ved advokat. Hvis jeg får flere beskeder hvor man kalder mig syg i hovedet, så har jeg faktisk loven på min side…. Men det er slet ikke her jeg ønsker det skal komme til, jeg forsøger bare endnu en gang, at lade stormen ride sig af, men samtidig gøre opmærksom på, at jeg lever i det, og det egentlig ikke er særlig cool.

Selve issuet, som jeg også har oplevet før, copycat og hvad jeg ellers er blevet kaldt, ja…. Det er jeg heller ikke den første der er blevet kaldt. Sådan er det bare når man lander inden for samme område i stil. De mennesker der indretter sig meget med hay og kubus stager, deres profiler har jeg da også super svært ved at kende forskel på, det være sig også dem som “lever” i forskellige # som fx #slowliving eller #seekthesimplicity…. De profiler er fantastiske, jeg elsker dem, men jeg kan ikke, når jeg scroller igennem dem, overhovedet se hvem der er hvem i de her billeder. Og sådan kan jeg blive ved…. Selv befinder jeg mig også i en kategori. Jeg ved ikke præcis hvad jeg skal kalde den, men den er hverken unik eller privat eller hemmelig, jeg har valgt at vise stort set det hele, og jeg ser virkelig mange der også griber ideer fra mit hjem, ligeledes som jeg, griber ideer og opstillinger, fra folk der bor i stil med mig. Sådan er det, og sådan vil det altid være….

Jeg behøver ikke modtage en masse heppekor, ej heller hadebeskeder til det her indlæg, men jeg vil gerne høre din mening til, hvordan du ville tackle de her oplevelser. Som faktisk ikke føles særlig rare. Jeg er jo bare lille mig, nogens mor, som har valgt at være offentlig med lidt af mit liv…..

Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der oplever det her… Lad os istedet bryde tabuet og bevare den gode tone, som Instagram og blogs i virkeligheden var tiltænkt.

Rigtig dejlig søndag til Jer.

MORTILMERNEE_FBUntitled

Livet er i virkeligheden #perfektudenfilter

Den uperfekte vinkel er sjældent ret populær, og ej heller noget man egentlig gider vise frem. Men jeg er lidt bange for, at det virkelig forvrider billedet af, hvad det faktisk er, at være en helt almindelig dansk familie.

Jeg tager ofte mig selv i, lige at skubbet tøjet pigerne har smidt til siden, sætte det beskidte porcelæn ned i vasken, fjernbetjeningen ud af billedet og friske blomster på bordet…. Og hvorfor? Det spørgsmål har den her reklame fra Ford virkelig fået mig til at spekulere over. For helt ærlig, jeg synes jo selv, at de profiler, hvor alt bare er perfekt, hvor den ene romantiske tekst afløser den anden, er både død kedelige og MEGET urealistiske. Jeg tror ikke på, at man i en helt almindelig børnefamilie, altid er oven ud lykkelig og taknemmelig og kun ser den blå himmel og en fyldt kop kaffe…. No Way….

Lad mig være ærlig, og fortælle en lille historie her fra weekenden. Min mand skal mure et stykke væg op, hvor han har fjernet en reol. Klokken er ved at være sent, og Merle er netop kommet hjem fra fødselsdag, hun er HØJ af sukker og helt umulig. Neel er 5 år og trodsig… Men samtidig tænker de, at de super gerne vil hjælpe deres far. Jeg tager et billede og ligger på Instagram, det ligner de hjælper, men det du i virkeligheden ser er, en far der er træt, 2 umulige børn, der i virkeligheden trænger ret meget til at komme i seng. Merle river stenen ud af hånden på Neel for at komme i fokus, og Neel bliver endnu mere sur….. Det er ikke den tekst jeg skriver, for hvorfor udlevere min familie…. men i virkeligheden burde man være lidt mere ærlig, og nogle gange fortælle, at her er det faktisk ikke altid perfekt. Vi bliver også uvenner, vi har også besværlige børn og vi roder også…

Jeg vil gerne opfordre Jer til, bare en gang imellem, også at vise, at livet er #perfektudenfilter

IMG_2680

 

Indlægget her er sponsoreret, men ord og holding er helt min egen.

MORTILMERNEE_FBUntitled