HUSK tosomheden.....

Når livet gir op….. om at være i sorg…. og lidt om fastelavn….

img_2174

Pyha…. Det her indlæg har jeg gået til og fra de sidste 2 uger, men jeg har simpelthen ikke kunne rumme det, og har derfor også idag, omskrevet det hele. Jeg er i sorg, jeg har mistet min søde lille mormor, kun 80 år gammel. Jeg siger kun, fordi min mormor og morfar, i mine øjne, altid har været to yderst friske og udødelige mennesker. De er sådan nogle der aldrig har ejet en bil, aldrig har ejet et hus, de har været sig økonomisk bevidste og har derfor rejst og rejst og cyklet mere end man kan forestille sig. Det var meget atypisk for deres generation at rejse ud i verden, men det fik de smag for, og det prioriterede de. Ingen af dem har nogensinde haft kørekort, og derfor har de cyklet og brugt de offentlige transportmidler hele deres liv. Ingen af dem har ej heller nogensinde rørt en cigaret…. Så helt ærlig, da min morfar for allerede 10 år siden døde af kræft, som spredte sig til lungerne, og min mormor fik en bypass også for mange år siden, så synes jeg faktisk, at livet viser sig fra en uretfærdig side. Hendes bypass gjorde at hun blev stabiliseret, men ikke blev bedre. Og for ca. 3-4 år siden begyndte hende lille hjerte virkelig at sige fra. Hendes vejrtrækning gjorde det langsomt mere og mere besværligt for hende at gå lange ture og cykle som hun ønskede. Heldigvis fik hun en el cykel efter min morfars død, som forlængede hendes cykelår mange gange. Og da min mor fandt den lille tæller der sad på den cykel, der kunne vi konstatere, at hun faktisk har cyklet 6600 km på den el cykel. Det er fandme sejt…. Hun var sej min lille mormor. Jeg siger lille, fordi hun nok kun var ca 153 cm høj, og det er altså ikke særlig stor…

Siden jul er det gået meget stærkt… for 3 uger siden blev hun konstateret terminal, og for 2 uger siden ønskede hun bare at dø i hjemmet. Hele vinterferien foregik derfor i en form for tåge. Jeg gik rundt med en angst for at tage telefonen, for vi ventede kun på, at nu var det nu. Hun sov og sov og vågnede kun sporadisk de sidste dage, for de sidste 2 døgn at være helt borte. Lørdag d. 18 feb sov min mormor stille ind, med sin højt elskede familie omkring sig.

Hvis jeg skal beskrive min tilstand, så forestil dig at jeg er med i tegnefilmen Inderst inde, og alle mine verdener er faldet ned, undtagen TRISTE…. Sådan har jeg følt det, et stort gnavende hul inde i maven, der bare har gjort ondt, gråd der sider i øjenkrogen og vibrerer ved bare den mindste lille samtale. Min fine arbejdsplads har givet mig plads og ro til at være i det i den her uge, og for det er jeg dem dybt taknemmelige. Jeg har ganske enkelt ikke været i stand til ret meget andet end at være til.

Igår var der bisættelse. Det var den smukkeste og mest fine og minderige stund man kan forestille sig. Præsten sagde de fineste og rigtige ord. Og til minde sammenkomst holdt min mors kusine en meget rørende tale. Til sådan en minde sammenkomst er det ofte ganske hyggeligt, hvilket er rart. Men nogen gange kan det måske også blive en anelse for hyggeligt, og så var det så rigtigt, at netop sådan en tale blev holdt, bare lige for at mindes, hvorfor man faktisk var der.

Nu er der bare det tomme hul i maven tilbage, jeg skal aldrig høre min mormors milde latter, hendes små underlige sætninger, aldrig iføre mine piger i en nystrikket trøje og aldrig sidde i hendes hjem og nyde en hjemmebagt kage. Det er slut nu… Og som en skrev på instagram “nu er du ikke længere nogens barnebarn, hvor gør det mig ondt”. Tænk lige præcis det, det gjorde bare SÅ ONDT, det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg ved at vedkommende aldrig har ment det ondt, men hold da op hvor den sætning har siddet fast…. Dog vil jeg altid være nogens barnebarn, nu har jeg dem bare i himlen…..

Billedet her under, er af mine mormor og morfar i deres meget unge dage, børnene er min mor og hendes bror. Jeg synes det er så fint et foto, så smukt og sigende…. Og et bevis på, at her er starten på deres fine liv. Et liv som både min mormor og morfar virkelig elskede. Jeg hørte dem altid sige hvor heldige de synes de var. De fandt glæde i de små stunder, i samværet og solskinsstråler. Deres dør var altid åben og hjertet altid stort.

Tak fordi I var der i min barndom, i mit liv og med til at forme den første spæde start for mig….. Jeg vil bære jer dybt i hjertet og altid i minderne.

08b40acd-11ba-4e64-acc3-e7f9ade14f53

 

Men indlægget her er faktisk ikke slut endnu, for igår var på alle måder meget kontrastfyldt….. Efter endt minde sammenkomst var der nemlig fastelavn på Merles skole. Det havde vi selvfølgelig tilmeldt os for længe siden, og som min mor sagde “det er jo en del af livet, så det skal I selvfølgelig tage til”…. Merle havde også sådan glædet sig, og selvom det slet ikke var en udklædningsfest for forældrene, så har min mand den sidste måned alligevel gået, og brygget på den skøreste udklædning. Så vi blev enige om, at selvfølgelig skulle vi tage til den her fastelavn.

Jesper var udklædt som brusebad, Merle som vasketøjskurv og Neel som indianer…. Jeg har aldrig været særlig vild med at klæde mig ud, så det var jeg altså ikke, og jeg indrømmer blankt, at det var mit humør så heller ikke lige til igår. Men min familie så herlige ud, og der var også stor begejstring for deres udklædning….

9cf6ab67-71e8-462d-825f-36ef58d345e8

39ab0d69-eed0-4b75-806b-44465132a149

b92537be-a483-47f2-8390-3afb3c35df1d

Det var dog virkelig virkelig mærkeligt for mig, at køre direkte fra bisættelse, hjem og klæde om og fortsætte til fastelavn…. Og da vi kom hjem, fik pigerne puttet og så på klokken… Og den kun var 19.45… der følte jeg det som om, at den var 23.00. Mit hoved gjorde ondt, min øjne var hævede og min krop var helt færdig.

Vi gik direkte i seng og smækkede en go serie på fjernsynet….

Idag er jeg vågnet til et sneklædt Danmark og solen skinner….. Knuden i maven er der endnu, men jeg kan godt mærke, at dagen igår tyngede dybt i mit sind, og at vi nu er på den anden side af den…. Nu er vi der, hvor livet langsomt skal til at indfinde sig igen…. Jeg ved det er ok, hvis jeg trækker på smilebåndet når jeg hører en fugl synge, og ser de første vintergækker, at jeg nyder en solstråle på kinderne og at jeg glædes ved en eller anden begivenhed….. Og jeg ved også, at det vil jeg snart gøre igen….

Men lige nu, der er jeg blevet mindet om, at vi virkelig kun har livet til låns, at vores kære ikke er her for evigt…. Og hvor skrøbelige individer vi faktisk er….. Pas på hinanden, kram jeres kære og nyd en ekstra kop kaffe med de ældre. Det betyder meget mere end I aner…..

Rigtig go fastelavns weekend til jer alle

MORTILMERNEE_FBUntitled
   

2 kommentarer

  • Laila Brntzen

    Kæreste Louise. Tak for denne smukke og ømme beretning. Og tak for din pæne omtale af mig angående talen. Og jo du vil blive ved med, for altid, at være nogens barnebarn, du bærer på dine morforældre i hjertet. Der vil du mærke det. Og når en stjerne lyser på himlen, så er det måske, netop dem, der kigger på dig. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kondolerer. Det er aldrig nemt at miste nogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HUSK tosomheden.....