Jeg kan ikke rigtig få luft her i julen….

 

ea030ea1-d337-4c99-bf71-56521e856626

Måske et lidt negativt indlæg her midt i jule”freden”….. Men jeg har simpelthen brug for at få LUFT….. Jeg har svært ved at trække vejret, både på mine egne, men også på mine børns vegne. Jeg møder mange forældre der har det præcis på samme måde som mig, så jeg synes et indlæg var på sin plads. En indlæg om forventningspres i julen.

Vi har simpelthen så mange ting vi har skullet her i december, og stadig skal, det meste af det, det er simpelthen ting man forventer fra skolernes side.

Først var der nisse pakker der skulle medbringes til et bestemt beløb på en bestemt dato, så var der julefrokost, både i den ene klasse og den anden. Der var en liste man skulle krydse sig ind på i forhold til hvad mad man ville medbringe, og hvis ikke man var hurtig, så stod man fx med flæskesteg og rødkål kontra agurker og tomater…..  Og det skal så medbringes en torsdag morgen. Så var der julebanko, hvor man skulle betale for mad, drikke, bankoplader, kage og så måtte man også gerne lige se om man kunne sørge for sponsorerede pakker der skulle vindes, så var der noget mor barn i SFO’en, hvor man lige skulle medbringe lys, gran, pynt osv osv og så lige mad til det antal personer man deltog, så var der LUCIA, som Merle skal gå på et plejehjem og på skolen, hvor der kom et fint ønske (læs krav), med STORE bogstaver. MEDBRING HVID T-SHIRT, HVIDE STRØMPEBUKSER OG HVIDE SKO…. Hvilken vi ikke ejer, og også måtte ud og bruge penge på….  Udover det, så skal der lige være til middag hos arrangement i begge klasser, og der var et par stykker der havde fødselsdag, som man også lige skulle til.

SLAAAAPPPP AAAAAAAAF

Det der lige gav mig sparket til det her indlæg, det var den besked der kom på tabulex igår, LUCIA i SFO’en er aflyst pga manglende deltagelse. Ja det tror da pokker, har I set hvor meget børnene allerede skal deltage i, det er simpelthen vanvittigt. Jeg læste det fineste indlæg hos Trine forleden. Om forventning, glæde og pres…. Jeg slugte indlægget, og fortalte endda min mand om det. Han gav mig fuldstændig ret, for hvor er magien, glæden og forventningen henne nu til dags. Jeg ved godt, at intet er som da mor var barn, jeg er skam realistisk….. Men jeg synes alligevel, at man er SÅ fyldt op af “juleglæde” så når man endelig rammer juleferien, så glæder man sig næsten bare til at afmontere julepynten og få ro og fred i resten af ferien.

Jeg kan mærke, at det har irriteret mig hele december, både fordi, jeg simpelthen ikke har synes man kan forvente så mange ting af forældre og børn, men også fordi, jeg synes det er SÅ ærgerligt, at man faktisk skal kvæles i julen, inden den egentlig er her.

Hvis man ellers lige havde tid, så var der også juletræstæning på torvet i vores by, og så var der julearrangement på mormors arbejde, hvor julemanden kom på besøg (sådan noget børnene så frem til da de gik i børnehave) Men nu, simpelthen ikke efterspørg mere, fordi de er FYLDT OP……

Kender i Sara og Davids “julesang”….. Den er pokkers rammende, jeg har sat den ind til den lige her under, så hvis I ikke kender den, så lyt lige til den en gang….. Sørgeligt, men sandt….

Jeg ved ikke helt, hvordan man kan vende den her skude, bare en anelse….. Få lidt mere ro på i december, så der faktisk også er plads til, at man kan julehygge her hjemme, at man faktisk synes æbleskiver og flæsesteg smager godt, fordi man ikke får det hele tiden, at der ikke er 700 julekalendere på TV, (her ser vi to, fordi de faktisk er pisse gode i år, både på DR 1 og TV 2. Men resten, dem har vi overhovedet ikke snakket om), og at man måske ikke forventes at deltage i helt så meget på skolen…..

For vi bliver jo ikke hjemme fra de her arrangementer, vi deltager, fordi det forventes, og fordi vores børn gerne vil, fordi det er deres skole og nu har de pyntet og planlagt osv….. Så hvordan ville de ikke føle, hvis vi ligesom bare blev hjemme, jeg er jo ikke ude på at udelukke mine piger fra fælleskabet, overhovedet ikke. Jeg vil bare SÅ gerne skrue lidt ned for alt det de SKAL.

Det her indlæg er ikke for at skælde ud og klantre præcis mine pigers skole, eller deres lærere, overhovedet ikke – de gør et rigtig fint stykke arbejde i deres dagligdag -, det er mere sådan en general bekymring for alle de ting vi maser ned over små børn, som skulle forestille sig at være hyggelige, men som måske i virkeligheden kan blive det modsatte….. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg var mor til 4 skolebørn….. Jeg forstår ganske enkelt ikke hvordan de når det!!!

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

Minder, mode og en pisse fed lejlighed…. I just love Carrie….

img_6718

I skrivende stund kører afsnit 4 af sæson 5 på mit tv, jeg har set Sex & the City non stop i hver eneste alene moments jeg har haft de sidste par uger (heldigvis har jeg halvanden sæson foran mig endnu). Jeg ku sikkert også ha set den som julekalender på tv3, det plejer man i hvert fald, men jeg ku bare mærke, at det ikke helt var nok denne gang. Jeg havde lyst til mere, og ingen forstyrrende reklamer….

Et sidespring er, at jeg som tradtion ALTID ser Ringenenes Herre og Hobitten i juleferien, og det SKAL være med reklamer. Der er noget velkendt og rigtigt i at se den der midt i juleferien, sammen med resten af Danmark… Det elsker jeg bare….

Men tilbage til dagens indlæg, som handler om min yndlings Carrie Bradshaw, om hvor stort det faktisk var for mig, et besøge lidt præcis “hendes” gade da vi var i New York for nogle måneder siden.

Jeg så den første gang da den kørte i TV for en del år siden, et nyt afsnit hver torsdag. Jeg kan huske, at man fra ca. midt sæson 4 ikke længere så World Trade tårnene i introen, fordi de simpelthen ikke var der mere. Samtidig har jeg bare altid elsket New York og så ELSKER jeg stilen som Carrie har i serien. Jeg er med på, at det aldrig er en prisklasse jeg kommer til at shoppe i, men jeg drages mod farverne, flæserne og den vilde sammensætning af mønstre, det har jeg altid gjort. Og så har jeg faktisk læst, at det tylskirt som hun har på i introen, det blev fundet i en rodekasse til ganske få dollars. Tør slet ikke tænke på hvad et er værd idag….

Nu hvor jeg er igang med den igen, så kan jeg afsløre, at Jesper tydeligvis også sammenlagt efterhånden har set alle afsnit. Jeg grinede en del da han for et par dagen siden, kommer ind og sidder i sofaen mens der kører et afsnit. Og selv jeg kunne ikke huske præcis hvad der lige skete, men det kunne han. Det var noget med en mand der havde special needs…. ha ha. Det synes jeg var ret funny.

Og mon ikke mænd i virkeligheden kan lære en del om os kvinder, hvis de gad se et par afsnit.

Hvor om alt er, så opdager jeg virkelig hendes lejlighed denne gang, jeg er så vild med den måde “Carrie” bor på. Jeg har googlet midt lidt frem til forskellige fotos fra lejligheden, men der er selvfølgelig virkelig mange afsnit som foregår der, og jeg er så begejstret. Træet (som er min drevne interesse) de mørke farver, farverne på tæpper, billederne i ramme, væggene i mørke lækre farver, faktisk i sæson 5 er der malet en lyserød væg også, jeg føler mig 100% hjemme….

Jeg fik bare sådan en lyst til at dele det med jer, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste der er vild med det.

De to film der kom efterfølgende er jeg så knap så begejstret for, altså jeg har selvfølgelig set dem begge i biografen og flere gange her hjemme, og jeg blev også ret træt af det, da jeg hørte at de alligevel droppede at lave en 3’er, fordi “Samantha” desværre ville have for meget i løn. Jeg ville helt 100 ha set den mange gange også. Men deres bopæl, deres tøj og deres generelle levefacon, den kammer fuldstændig over i filmene, hvor jeg stadig til dels finder den noget mere nede på jorden i serien.

Anyway, I kan nok godt forstå, hvor stort det var, at slentre rundt i Greenwich Village, stå der, lige præcis ved hoveddøren, og flagre med en kjole ude midt på gaden….. Pigerne spørg ofte, skal vi nogensinde til New York igen, og ja, det skal vi helt sikkert. Vi skal bare lige spare sammen igen…. But we are in love with the city….. Just as much as Carrie 🙂

Er der andre end mig, der har sådan en speciel følelse omkring den her serie?

img_1347

img_1335

img_1336

img_1337

img_1338

img_1339

img_1340

img_1341

img_1342

img_1343

img_1344

img_1345

img_1346

8cdbac61-a629-4510-8eb2-093b7822fa25

Billederne af Carrie og lejligheden er fundet på Google

MORTILMERNEE_FBUntitled

Om at være første “mand” på et ulykkessted…

18363795

Foto er lånt på google

Igår aftes havde jeg og en kollega en oplevelse, som jeg sådan stadig har siddende i kroppen…. Og så er det ofte rigtig godt, at sætte sig ned og få det formuleret.

Hele dagen igår var jeg at finde i Middelfart, hvor årets store Ordblindemesse 2017 blev afholdt. Min arbejdsplads – Netværkslokomotivet – var en del af medarrangørerne, og min aktivitet på selve dagen var selvsagt nok at fotografere…. Efter en meget veloverstået messe, var min kollega og jeg på vej hjem omkring kl. 20.00. Og pludselig, næsten foran os, ser vi nogle lys der farer frem og tilbage på tværs af motorvejen. Det er faktisk virkelig svært at se hvad der sker, men lysene ender ude i siden, bedst som vi passerer. Jeg når at sige højt “skal vi stoppe”…. “JA”, siger min kollega, og jeg svinger derfor øjeblikkeligt bilen ind i nødsporet. Jeg ved selvfølgelig godt at jeg skal stoppe, men når man pludselig står i det, så ryger der underlige ting ud af hovedet på en. Min kollega skynder sig ud og løber hen til bilen, som viser sig at have en meget stor trailer bag på. Det er traileren der er kommet i udsving, og på den måde tvang bilen med rundt 360 grader af flere omgange. Det var derfor virkelig svært at se hvad det var der foregik foran os. Heldigvis er føreren af bilen uskadt, men selvsagt chokeret.

Min kollega får ringet efter politiet, og en stor taxa er holdt ind lige bag ulykken, og sørger derfor for, at trafikken kører uden om ulykken. Bilens lygter er nemlig smadret undervejs, så den stod og fyldte hele det inderste spor, men var stort set helt sort i forhold til at det var mørkt på det her tidspunkt.

Føreren af bilen var en kvinde, måske lidt ældre end mig, og hun havde faktisk svært ved at fornemme hvad der var sket. Men vi kunne se på autoværnet, at hun i den grad havde ramt det, og bilen havde fået sig en ordentlig tur. Kvindens mand havde kørt længere fremme, og var derfor nu på vej tilbage af motorvejen, selvfølgelige først da han kunne køre af, og komme ned igen…. Da han ankommer kan vi se der sidder to små børn på bagsædet af hans bil, han har også en stor trailer på….. Og min første tanke var, gud ske tak og lov for, at de to børn ikke var med i denne bil….

Vi bliver indtil politiet ankommer, det skal man når det var min kollega der havde ringet 112, faktisk tog det overraskende lang tid, ved ikke om det er fordi vi fortalte der ikke var personskader, men vi synes alligvel, at bilen hold ret farligt på motorvejen, det var mørkt og der var meget trafik….. Man stod faktisk lidt og frygtede der ikke skete mere. Men både taxaen og min bil havde katastrofeblink på, så vi håbede naturligvis, at folk kunne se de skulle køre udenom.

Vi stod der nok en halv times tid alt i alt. Politiet og falck ankom, min kollega fik afgivet forklaring igen, og vi fik lov til at køre hjem….. PUHA…. sikke en oplevelse. Der kom mange tanker…. I virkeligheden, så ved man faktisk ikke hvad der møder en, når man nu er først ankomne på stedet, hvordan ville man have tacklet det, hvis det havde set meget anderledes ud?…. Jeg kunne også have kørt en smule tættere på, og have været igang med at overhale hende, hvis jeg havde været ganske få meter tættere på, så havde bilen slingret direkte over i os, som højst sandsynligt havde mere fart på, end hende med trailer…..

Nu skete der ingenting, ud over på bilen og traileren. Og den stakkels kvinde er nok også pænt chokeret. Men det satte alligvel et lille spor i mig, nogle få tanker af “hvad nu hvis”….. Og hvad hvis man havde mødt noget helt forfærdeligt…..

Nej, lad mig med dagens indlæg hylde en skøn og solrig onsdag, hvor alt var godt, børnene glade, familien samlet over spaghetti med kødsovs og alt var fuldstændig som det skulle være.

Må I nyde jeres aften og passe på hinanden.

MORTILMERNEE_FBUntitled

Husk at træk stikket….. Hvis du har brug for det…

8534a996-36bb-4522-a708-24df151059f9

Jeg har sagt det før, og jeg kommer til at sige det igen. Jeg er super super glad for min hverdag, og den måde vi har skruet det sammen på. Men samtidig, så kommer der også perioder, hvor jeg på forhånd godt kan se, at nu bliver arbejdspresset lige stort nok, men måske siger jeg ja i så go tid, og tænker, at det går nok alligevel…. Når jeg så kommer til det der tidspunkt, hvor jeg ser dagene som tårne der skal bestiges, så kan jeg godt mærke, at det måske ikke var helt godt alligevel.

Sådan en periode har jeg lige været igennem, og jeg “lider” under det nu…. Jeg nævnte det i sidste indlæg, at jeg er meget introvert. Når jeg har været intenst sammen med mennesker i mange timer af gangen, så kan jeg næsten ikke få luft til sidst, og skal bare være mig selv…. Jeg snubler over opgaverne for at få dem udført så hurtigt som muligt, bare for at nå til det tidspunkt, hvor jeg kan trække et tæppe op til hagen og bingewatche serier hele dagen lang. Det er sådan det er, og jeg er nødt til at lytte til kroppen, når jeg kommer der til.

I den her uge valgte jeg derfor at tage en fridag, og jeg har plottet flere ind i ugerne fra nu af og frem mod jul, i hvert fald fra mit job hvor jeg rent fysisk skal møde op. Det kan jeg selvfølgelig kun, fordi jeg har haft ekstra timer, som jeg dermed kan afvikle i mindre travle perioder….

Så der har derfor været lidt stille den sidste uge, både her og faktisk også på instagram. For jeg har ikke foretaget mig en pind.

Eller jo, jeg har været ude og gå lange ture, jeg har besøgt en veninde, og vi havde gæster fredag. Men ellers har jeg bare trukket stikket lidt fra virkeligheden, rullet gardinerne ned og set Harry Potter med Merle, arbejdet på kommende blogindlæg og ellers bare tilladt mig selv at være.

Der har været så meget fokus på stress her på det sidste, og jeg siger på ingen måde, at det er her jeg er. Slet ikke … Jeg har bare nogle signaler min krop sender mig, som jeg dermed prøver at lytte efter og agere på….. Og det tror jeg på er vigtigt at gøre

Er der mon nogen af jer, som kan relatere til at føle det sådan??

Følgende billeder er stemningsfotos fra de sidste par dage, mine yndlingskøer som vi møder på gåturen …. Og en lille lille bitte snert at jul, fordi jeg bare synes det er hyggeligt, og fordi jeg nyder at gå og finde små hyggelige detaljer til den kommende jul.

5ef8a561-fd5f-40f9-9a57-76ec73be106c

9bc8da6d-8665-4f1d-92be-d0cfff33dd55

10d306bd-081a-4221-9f04-4b7fb50eb243

c54fac0f-ac7b-4718-b62d-5412b944fd20

c77054c1-770b-4a5c-aa5a-c31e85fa1c8f

MORTILMERNEE_FBUntitled

Med købet af min nye lampe, er jeg med til at hjælpe andre….

img_0438

I sidste uge var jeg i København, ikke sådan en tur hvor jeg selv havde sat dagsordenen, det var personaletur igennem mit arbejde, og vi var derfor 12 afsted med stramt program.

Men I kender jo mig, jeg har svært ved at være i København, uden liiiige at skulle snuse lidt til byens muligheder, og jeg havde derfor også et par ønsker som jeg gerne ville have med mig hjem.

Som ofte før, så ville jeg meget gerne have blomster med hjem fra Poppykalas, heldige mig, så blev der leveret en buket på mit hotel, således jeg kunne få friske smukke Thilde blomster med mig hjem.

Men noget andet jeg ønskede, det var denne helt fantastisk lampe, designet af Matias Møllenbach. Lampen havde jeg spottet hos Normas, som kan noget ganske særligt. Og det er det, som dagens indlæg skal handle om.

For nogle måneder siden var jeg inviteret til åbning af den her vidunderlige butik, desværre ramlede det sammen med vores tur til New York, så jeg havde ikke mulighed for at deltage, det var der andre der gjorde, og der kom nogle helt fantastisk indlæg ud af det i dagene efter. Et af dem jeg var vild med, det var Trines, som du kan læse HER , og Connis, som du kan læse lige HER. Deres indlæg beskriver stemningen og oplevelsen af både butikken, men også hvordan Saxogade i den grad er med til at sætte fokus på at hjælpe andre.

Men, da vi “desværre” var på ferie den dag der var stor åbning i gaden, så havde jeg ikke mulighed for at være der, og tage mine egne fotos. Til mit store held, så er Anja, en af de store drivkrafter bag både Heidi og Bjarne samt Normas, et overskudsmennesker man ikke finder lige. Og hun kom selvfølgelig lige susende, da jeg havde 30 min til at klæde om på mit værelse torsdag aften. Anja havde lampen med til mig, da den var lidt for skrøbelig til at sende, og derfor kunne vi ordne det på den her måde. Nu er lampen landet hjemme hos mig, og den er så dejlig…. tak for dig Anja, og for det du gør.

Normas er placeret på Vesterbro i Saxogade. Sagt med andre ord, så er Saxogade idag et sted, hvor man skaber et arbejdsfællesskab, som kan rumme dem, der ikke længere er en del af det ordinære arbejdsmarked. Den er med til at sætte fokus på, at man retter sit forbrug mod et socialt ansvarligt og en miljømæssig bæredygtig retning.

Butikkerne i Saxogade er primært basseret på frivillig arbejdskraft og alle butikker har løbende borgere i forløb og beskæftiger folk på skånevilkår.

Det betyder, at mennesker som måske har gået hjemme i mange mange år, pludselig kan sige til sit barn “Mor skal på arbejde”. Den sætning betyder MEGET mere end du kan forestille dig, specielt for sådanne mennesker. Man føler faktisk man er en del af samfundet, at man yder noget, at man er et forbillede for sine børn, at man i det hele taget bidrager til livet.

Jeg ved lidt om den her følelse, fordi jeg var ufrivilligt hjemmegående i en del år. Både imellem mine graviditeter med pigerne, og også i et par år efter Neel var født. Det værste jeg vidste var når folk spurgte “Nå, hvad laver du så?” og man stod der og skulle finde alverdens forklaringer på hvorfor man gik hjemme. Forestil dig så, at have en udfordring som gør, at man faktisk ikke rigtig kan være på det ordinære arbejdsmarked, hvis man yderligere skal forklare det. Det er giver helt sikkert flere psykiske nederlag end man kan sætte sig ind i….. Og det er derfor jeg synes, at det fællesskab som butikkerne i Saxogade har stablet på benene, det er helt helt fantastik.

Når man køber noget her, så er man altså med til at støtte de her mennesker, og sørge for, at dem som gør en kæmpe indsats, de kan blive ved med at hjælpe. I Saxogade er forskellighed det normale, og derfor passer man ind, også selvom man er anderledes.

Følgende billeder er lånt på Normas Instagram, men jeg håber jeg snart får mulighed for at komme forbi og se den rigtig 🙂 Hvis du har lyst til at læse mere om fællesskabet i Saxogade, så kan det gøre på på Settlementet.dk.

 

21294307_2013393455559984_2441652095611305984_n

22794613_144824022930961_1143542249515122688_n

21688701_1510090469081285_6312086209686405120_n

21480456_1968177800134564_6213254300626321408_n

21909375_140848846528775_4402773547815010304_n

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

Om at føle sig rigtig….

fc023406-c0df-403e-8d9e-53f61762af43

Min blog har taget mere og mere indtag i mig, min person og min hverdag. Ligeledes min Instagram selvfølgelig, men de to ting hænger efterhånden sammen som ‘en for mig.

Jeg har berørt emnet før, fordi det der med at skabe venner og bekendskaber igennem det netværk som fylder så meget, det er tit virkelig dejligt, fordi man har så meget til fælles, man kender hinandens bagland, og man har bare lige sprunget de gængse første led over, når man mødes første gang. Man ved hvad børn og mænd hedder, hvad man laver ved siden af de sociale medier (hvis man altså ikke er fuldtidsblogger) og man kender ligesom stilen den her person har kørende.

Men for mig, der er det bare ret svært, at holde et tæt bånd til dem, som er ligesom mig, for vores bopæl gør, at jeg tit hænger sådan in between hvor mine med kollegaer befinder sig.

Jeg tager toget til København så ofte jeg kan, og jeg er også virkelig tit i Århus, men det er bare ikke det samme, som dem der kan mødes over netværkslunch hver eneste uge.

I starten generede det mig, og jeg synes jeg følte mig udenfor…. Overvejede til dels, om jeg overhovedet havde noget at byde på her midt i den jyske muld.

Men jeg er kommet frem til, at det har jeg altså, og folk gider godt læse hvad jeg skriver og de gider også godt se, hvor mange vægge jeg maler, eller hvad vi flytter rundt på. De gider også godt inspireres af pigernes stil og indretning…. Jo, jeg er okay godt med på hvad der rør sig, og jeg flytter mig efter det.

Men endelig, er det også lykkedes mig, at føle mig hjemme og rigtig her i byen hvor vi bor. Eller i hvert fald føler jeg mig tryg og ok i at bo her…. lige nu…. Det har taget lang tid, og jeg har været klar til at rykke teltpælene op hver eneste uge de sidste mange år.

For nogle år siden tog jeg initiativ til at invitere nogle mødre fra Merles klasse, nogle mødre som jeg så mig selv sammen med, men selvfølgelig også som jeg føler Merle har et netværk med. Og det skulle vise sig, at være det bedste jeg længe har gjort. De her 4 damer mødes jeg nu fast med hver anden måned ca. og yderligere er vi nogle stykker begyndt at gå lange ture sammen.

Jesper har altid været meget bedre til at integrere sig end mig, og hans kreds af mennesker og aktiviteter er derfor meget større end min. Vi er også meget forskellige på det punkt. Jesper har slet ikke det samme behov for at være sig selv som mig, og det gør også, at han meget hurtigere hopper med på sociale tiltag. Jeg er pokkers introvert. At være sammen med mennesker i mange timer af gangen, det dræner mig fuldstændig. Men sådan har jeg altid været, og jeg har også lært at leve med det.

Damerne her har dog gjort, at jeg nu endelig føler mig HJEMME i min egen by, at jeg føler et tilhørsforhold til arrangementer på skolen, at jeg gider møde op til forskellige ting her i byen, fordi jeg ved, at jeg nu har et sted hvor jeg “hører” til, en gruppe vi er en del af.

Det sjove ved det er, at ingen af dem hverken blogger eller bruger instagram, et par stykker af dem ved knap nok hvad det er. Så det her med at spare og netværke på det her område, det kan jeg ikke, men jeg er MIG, jeg er bare Louise, mor til Merle og Neel, gift med Jesper og administrativt ansat på deltid.

Nogen gange er det lidt forpustende at navigere rundt mellem de her to verdener. Specielt i den del af den, hvor folk ikke rigtig ved hvad det er. Jeg læste Marie Jedigs indlæg her til morgen, hun er pisse sej, jeg elsker hendes stil og hendes blog…. Hun gør det bare rigtig godt….. Jeg er på INGEN måde i nærheden af at være hvor hun er, det skal man ikke tro. Men hendes indlæg ramte mig alligevel, fordi jeg godt lidt kan relatere til den der feeling man møder, når man prøver at forklare hvad man laver. For nogle giver det simpelthen ikke mening…. og så kan det være rigtig svært at forklare, hvordan man med tiden har fået oparbejdet et “talerør” som der faktisk er nogen der gider at læse. At virksomheder synes det giver mening at betale mig, for min mening.

Jeg får stadig en del henvendelser, fra folk som gerne vil vide hvordan jeg er landet i den niche som jeg er….. Hvordan jeg kan tillade mig “kun” at arbejde 15 timer i et administrativt job, og så ellers blogge og være mor i resten af tiden. Det har indtil nu taget mig 6 år at nå her til…. Så det var ikke sådan en ting der bare landede ned i skødet på mig og kom over night. Jeg har faktisk arbejdet rigtig meget på at opretholde interessen for mit univers. Min konstante forandring og udvikling af profilen stopper aldrig. Det er en ongoing proces, og jeg elsker at være i det….. Men samtidig, så er det også helt cool bare at være her i Hedensted, at have fundet de dejligste piger, som er med til at give indhold i den hverdag, som jeg befinder mig aller mest i….. Det har taget lang tid, men det føles endelig rigtigt, at være lige præcis her, lige nu.

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

SHIT….. Jeg har 2 skolebørn nu……

Sponsoreret af Ellos

bc32ec80-418f-4f4f-927f-dddc0cf527b8

Den her uge har fyldt utrolig meget for mig rent mentalt, i forhold til Neels opstarte, klassesammensætning osv. Og det er nok først nu, at det sådan rigtig går op for mig, at jeg sådan helt officielt kan sige, at jeg har 2 skolebørn.

En i 0. klasse og en i 3. klasse…. Jeg forstår det overhovedet ikke, specielt når jeg ser mig i spejlet, og det jeg ser er en ung kvinde i 20’erne, der ikke har ændret sig overhovedet…. NOOOTTTT…. Who am I kidding, jeg kan selvfølgelig godt se, at der står en moden kvinde sidst i 30’erne, men der hvor jeg aller mest kan se det, det er på mine unge damers lange ben og arme. I løbet af sommeren, som desværre har vist sig at være lidt for efterårsagtig til min smag, der har Neel pludselig indtaget Merles jeans fra sidste sæson, og Merle, ja hende måtte vi så købe nye til…. Jeg ved ikke hvad det er med de ben, de gror altså bare helt vildt, og fødderne også, det er et nr. eller 2 hver sæson… Så ikke noget med at man lige genbruger næste år, det er simpelthen umuligt. I pigernes sfo har de også mooncars, og det til stor glæde kan jeg godt fortælle jer…. Og jeg ELSKER når mine piger har en go dag og rigtig har leget og rørt sig, men jeg bliver naturligvis også en smule ærgelig over, når jeg meget ofte får busker hjem med huller på knæ og slidte skosnuder…. Men sådan er det jo at være barn, og det skal de have lov til…. Men jeg er derfor af den overbevisning, at jeg ikke bruger hverken 4 eller 500 på de bukser som jeg sender dem afsted i, så godt går det alligevel ikke her i hytten i Hedensted.

Heldigvis for pigerne, så mærker de jo ikke den her slags, de konstaterer bare “hov mor, de her bukser er da vidst blevet for korte” og inden de ser sig om, ja så ligger der altså en passende længde i skabet igen… Det er sådan noget vi mødre bare har styr på.

Jeg har fået øje på jeans fra Ellos til denne sæsonstart, de er rigtig fine. Dem som Merle har på, dem har jeg købt både til hende og til Neel, prisen er rigtig fin synes jeg, og kvaliteten er go. Lige præcis den model, den finder I her .

Som jeg også har antydet tidligere, så har vi haft lidt for meget regn, og ifølge DMI og alle de andre vejrapps jeg har downloadet (håber snart jeg finder en der siger noget om sol)… så skal der altså komme endnu mere regn i den kommende fremtid, og her har jeg så købt den lækreste regnjakke til Merle. Den er mørkeblå, fordi hun bare er vild med Mørkeblå, hvilket også ses på hendes skoletaske…. Men den findes altså også i både gul og lyserød, hvis man nu har en pige, der er lidt mere til de tøsede farver. Den er go pga længden, den går godt ned over numsen. Når man rammer hendes alder, så gider man nemlig ikke rigtig det der med regnbukser mere, så i de fleste tilfælde, så går gummistøvler og en lang regnjakke heldigvis også an.

Neels kjole er også fra Ellos, og den emmer af sol, sommer og citrusduften i Italien…. Jeg forelskede mig i den på stedet, den findes også i et andet mønster, med citroner over det hele, og så er den faktisk på tilbud lige NU. Jeg købte den til ære for første skoledag, og hun har boet i den lige siden…. I hvert fald når vi har været indendørs, da den jo er lidt sommeragtig…. Vi købte også en bluse med citroner på, mest af alt fordi, at vi bare elsker citroner (se fotos af begge nederst i indlægget)…..

I det hele taget har de bare meget fint hos Ellos KIDS …. Jeg kan anbefale jer at kigge forbi. Vi bruger også meget at købe undertøj her fra, de har fine undertrøjer i neutrale farver, hvilket jeg er blevet rigtig glad for. De ses nemlig ikke igennem det man har på yderst. Og det kan jeg godt li. Underbukserne er der så lidt mere skrald på, fx er Merle ret vild med dem med ananas, dem kan du finde lige HER.

Afslutningsvis må jeg bare konstatere, at det der med, at skrue tiden tilbage, og få små babyer igen…. det kan man jo ikke, så jeg følger selvfølgelig bare med i livet og accepterer, at vores piger er ved at være store piger…. Men jeg nyder nu stadig den der stund, hvor specielt Neel putter sig ind til mig, og bare har brug for tryghed, en bamse og et kram…. Og Merle, der spørger ind til verden, og ord på engelsk…. Om hvem ham Donald Trump er og om vi kan se hans skyskraber når vi skal til New York. Jo Jo, tiden har ændret sig, pigerne vokser…. Jeg skal nok få styr på det rent følelsesmæssigt, det sker bare ikke i helt samme tempo som hos pigerne 🙂

Dejligste søndag til jer alle.

76d98562-2688-482c-8e18-a668c5a38391

76f534e8-c69b-4f8d-8e3d-1c21f0cbeb57

40608753-b765-479e-b57a-8d52dae4e1bc

d0800445-0551-41e1-a04e-228ddab13e10

Citrus kærlighed for alle pengene…. Jeg har linket til begge lidt længere oppe i indlægget 🙂 Men fine er de bare, ik???

b-2 b

MORTILMERNEE_FBUntitled

Neels første skoledag….

1865dd8d-d879-411d-8b89-f83a219a6815

I reference til mit indlæg igår, så vil jeg selvfølgelig først sige jer tusind tak for alle jeres kommentarer på indlægget. Hvor dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste som synes den her facon er lidt speciel. Og samtidig også at høre, at det faktisk går godt selvom vores børn ikke altid kommer fra start med den vante tryghed. Bare de er forberedt på det, og ved de har os, forældre, i “hånden” undervejs.

Hvor om alt er, så vil jeg naturligvis gerne berette hvordan vores første skoledag så opleves denne gang. Det var med en helt anden ro i maven vi drog afsted…. Naturligvis med sommerfugle, men på den positive måde. Jeg var også ret godt klar over, at jeg sikkert ville blive rørt, og det blev jeg selvfølgelig også.

Merle skulle møde allerede kl. 8.00, så hende fik vi stille og roligt afleveret først, for så at vende retur, tage de obligatoriske billeder, snakke lidt om det hele og bevæge os mod skolen omkring 8.45.

Her bliver vi modtaget på sportspladsen af de 3 børnehaveklasselærere samt pædagoger. Hedensted skole har været under ombygning det meste af sidste skoleår, og står endelig næsten færdig, det synes de vi skulle se. Vi gik derfor i en lang række, ind igennem skolen. Her ventede så det mest rørende. Der stod alle eleverne langs hele gangen igennem skolen med hver sit flag, og ønskede de små velkommen…. Det var simpelthen SÅ fint…. Jeg har ingen ide om hvordan skolen rent faktisk så ud, for øjeblikket med alle flagende rørte mig så dybt, og jeg nød hele vejen igennem alle børnene. Da Merle pludselig stod der også, der måtte jeg godt nok knibe en tåre….

Ovre i klassen stod der navneskilte på bordene, og Neel fandt hurtigt sit sted. Ved siden af sad de to veninder, alt var godt….. I en time fik vi forældre lov til at være med, og så skulle der vinkes farvel til os. En smule betuttet, men stolt og hurtigt på farten igen…. Sådan foregik det, og kl. 14.00 hentede jeg den gladeste, stolte lille pige.

I eftermiddags sad vi og kiggede på de fine bøger og hæfter hun har fået med hjem. Merle havde to skønne veninder med hjem også, hverdagen ruller fra day one…. Og det er ganske ok.

Jeg er glad, og rolig omkring det nye der skal til at starte…. Vi er her, vi støtter og vi griber hende så snart der er brug for det. Der vil komme op og nedture, store og små stunder…. En helt ny epoke er begyndt….

0cc9f834-977c-478e-9322-d4611944d0ec

4e6d1fee-6101-43c8-866e-06244e76f7c2

img_6202

0f264058-b615-448e-ac44-ccc83fdd1d3c

e0be475e-3865-41b2-8cad-2e531c232a38

 

f4f3a7ac-2073-4025-97a5-e3194bd7e7ba

 

MORTILMERNEE_FBUntitled

Vågnede idag med ondt i maven på Neels vegne….

 

a803d95c-3f45-44c3-bacb-310d965074e9

Puha…. Sikke en søndag morgen…. formiddag…. weekend i det hele taget. Både Jesper og jeg har haft ondt i maven hele weekenden på Neels vegne.

Idag, i eftermiddags, der var der nemlig meldt ud, at vi på forældreintra ville få Neels årgang sendt ud. Altså hvilken klasse hun skulle gå i, og med hvem.

Jeg har aldrig skrevet om det før, men idag kan jeg mærke, at jeg godt vil åbne op for den oplevelse vi havde da Merle startede for 3 år siden. Det var en helt forfærdelig første skoledag for hende, og for os, og den første uge er jeg ikke helt sikker på hvordan vi overhovedet kom igennem…..

På den skole vores børn går, der ved man på forhånd INTET om, hvem man kommer til at gå i klasse med de næste mange mange år. Det får man først at vide den aller første dag. Eller det gjorde man i hvert fald den gang, i år fik vi så en melding på forældre intra her dagen før. Og hvordan de gjorde sidste år, det har jeg ikke helt styr på.

Men den gang, der foregik det således, at hele den kommende 0 årgang sidder på gulvet i en stor sal, og så starter en lærer til den første klasse ellers med at læse en klasse op. Når deres navn er blevet råbt op, så går de op til læreren, og når klassen er fuldendt, så går man ud af salen og over i den klasse man så skal være. Da jeg blev opmærksom på det var sådan det skulle foregå, der fik jeg en stor knude i maven.

Vi stod der, ude i siden, og så Merle sidde inde i midten på det her gulv, hun sad selvfølgelig sammen med sine veninder, og de sad spændte og ventede….. Det viser sig så, at ALLE Merles veninder har rejst sig op, og er gået ud af salen da den sidste klasse, som Merle skal gå i, bliver råbt op. At stå der som forældre, og se lille Merles ansigt, da hendes veninder ‘en efter ‘en gik ud af salen, det gjorde SÅ ONDT….. Der var ikke ‘en eneste pige fra hendes børnehave tilbage i klassen hun skulle gå i. Merle legede godt nok meget med drenge den gang, og dem var der nogle stykker af, men alligevel, ikke ‘en pige var der tilbage. Hun så meget betuttet ud, og da vi kom over i klassen med hende, så vender hun sig rundt og kigger på Jesper og mig “Mor, jeg tror jeg skal til at finde nogle nye veninder”….. Jeg kunne slet ikke være i det, gud hvor var det dog forfærdeligt…… Efter første time møder vi de andre forældre ude på gangen, forældre til de piger som Merle plejede at lege med, de var glade og højt talenede, for deres børn var jo kommet sammen…. mange kommenterede dog “det var da mærkeligt med Merle hva?”…. Og ja, det var sgu godt nok mærkeligt….. Jesper og jeg tog selvfølgelig lyn hurtigt action på det, og i løbet af ugen, der lykkedes det også, at flytte hende ind i en anden klasse, hvor der i det mindste var et par stykker hun kendte….. Vi fortalte ingenting til hende i løbet af ugen, forsøgte kun at skabe positiv stemning for hende, og ikke gøre hende opmærksom på, at der måske var mulighed for hun blev flyttet.

Men da vi fik endeligt besked, at fra fredag morgen kunne hun flyttes til 0.C, der fik hun det at vide af en lærer henne på skolen…. Jesper og jeg står ved siden af, og det første Merle gør, det er at hun falder den her lærer om halsen og siger grædende “tusind tusind tak”……. Her går det op for os, hvor MEGET det alligevel havde fyldt i hende, hvor meget hun hele ugen selv  havde forsøgt at holde humøret højt, men hvor meget hun virkelig gerne ville ind og være sammen med de piger hun alligevel kendte i forvejen.

Her i byen starter man i brobygning ca. 3 måneder før sommerferien, og man skulle jo mene, at de her opdager de relationer vores børn har med sig, og som de skaber i løbet af perioden på tværs af børnehaverne….. Men i Merles tilfælde, der havde de simpelthen glemt at kigge på hendes pigerelationer, og derfor endte det som det gjorde. Nogen forældre ville måske have tænkt, det klarer mit barn i stiv arm, så lærer hun nogle nye at kende. Og det kan sikkert også godt være, at alt var gået godt med tiden. Men vi er vel alle enige om, at vi på vores barns vegne, bare ønsker at første skoledag skal være en succes. At det super glade og stolte barn man går afsted med, også er et lykkeligt barn man har med hjem. Og det havde vi ikke…. Hun var ikke glad, før ugen efter, hvor hun startede i den anden klasse, og havde nogen hun kendte.

Vi har naturligvis i Neels brobygningstid, gjort meget opmærksomme på, at vi ikke ønskede sammen seance opstå igen, at vi rent faktisk meget gerne ville opleve en positiv første skoledag, og opleve et glad og lykkelidt barn, som kan bruge sit krudt på at studere alle de nye indtryk…. Men med sin sikkerhed på sidelinjen, i en eller to af de veninder hun nu har haft i næsten 4 år.

Idag kom den så…. den der BIB lyd på telefonen, at der var klasselister på forældreintra….. Jeg tager min telefon, og kan bare mærke mit hjerte hopper og banker, shit…. Det her fylder virkelig meget for mig kan jeg mærke. Jeg gik og støvsugede, og så beskeden bibbe der på bordet. Jeg smed den straks fra mig, og åbner den med bævrende hænder….

Jeg læser og læser navnene i A, og B og først i slutning af C står Neel, og heldigvis i samme klasse, der står veninderne….. Og så græd jeg, løb grædende ud til Jesper, som blev næsten lige så rørt. VI måtte nykke om hvem af os der skulle fortælle det til Neel, for vi havde ikke styr på følelserne nogen af os….. Hun blev naturligvis glad “det var lige som jeg ønskede mig” siger hun, “og hvad klasse skal jeg så gå i?” spørg hun…. Og det kunne vi så også fortælle.

Nu sidder vi så her, med en slags feststemning i huset, god aftensmad vi netop har afsluttet, og et barn der sover med skoletasken ved siden af sig…. Vi glæder os allesammen helt vildt til imorgen. Desværre sidder der nok nogle, som ikke har det så sjovt, som har et barn der er ked af det, og som ikke glæder sig til imorgen. Nogle forældre der nu skal til at bøvle med pædagoger og lærere, om at få deres barn flyttet sammen med en fast veninde eller kammerat. PUHA det er svært, og jeg har ingen ide om hvordan det foregår på andre skoler. Men det her, det har i hvert fald givet mavepine i vores lille husstand her i weekenden…. Og jeg vil også tillade mig at være glad den her gang, for vi synes ærlig talt vi har taget vores tørn på det her emne.

Kære læsere, jeg antager, at der både er mødre til skolebørn og lærere der læser med her, hvordan foregår det på jeres skoler, kan det virkelig passe, at man gør det på den her måde…. At man på ingen måde kan forberede børnene på de klasser de skal i lidt før? Jeg håber i hvert fald ikke, at der er nogen der holder sig til den metode, hvor man sidder og ser sine veninder gå ud af døren en efter en….. Jeg synes simpelthen det fjerner AL glæde ved den første skoledag….

 

Jeg er ikke oven ud begejstret for den her skole i forvejen, og vi rumsterer også med tanker for fremtiden rent skolemæssigt, men lige nu, der synes vi også det er svært at flytte pigerne ud af deres forholdsvis trygge rammer….. De tanker må der blive plads til en anden dag….

Men jeg er spændt på at høre responsen fra jer….

img_6182

MORTILMERNEE_FBUntitled

Hvordan har jeg det så med MIN krop…..

6b92d93a-07ab-46c6-8ae1-f8962e0cf8a1

Det er i øjeblikket meget oppe i tiden, at tale om de her kropsidealer. Om man er er fast, stram, har store bryster eller små numser, om man er fast i kødet eller dansker dellerne rundt…. Der er i det hele taget meget snak om det. Jeg har som udgangspunkt aldrig rigtig gået op i den her slags debatter og snakke, og faktisk, så er jeg også gået på sommerferie, men jeg fik alligevel lyst til at berette lidt om min krop og hvad jeg synes om den.

Det hele kommer sig af, at jeg i weekenden lagde 2 stories op på Instagram, de er væk nu, og jeg fik ikke gemt dem, så jeg kan ikke ligge dem ind i indlægget her. Men sagen er den, at jeg de sidste 3 måneder har gået virkelig meget. Jeg har altid gået meget, men længden de sidste 3 måneder er forøget og turene meget hyppigere end jeg har gjort i mange år.

Det hele kom sig af, at min veninde skulle holde 40 års fødselsdag, og meget gerne ville gerne tabe 10 kg inden. Festen var for halvanden uge siden, så målet startede for de her ca. 3 måneder siden. Jeg inviterede hende med på mine gåture, så slap Jesper, og jeg fik selskab alligevel. Jeg kan nu også godt li at gå en tur med musik i ørene, men de her 11 km ture, de er altså lange alene.

Så vi startede med at gå, og inden jeg fik set mig om, så var vi faktisk afsted næsten hver eneste dag. Og min veninde havde tabt sig hver 2 uge når hun stod på vægten. Det kørte bare for hende, og jeg synes egentlig også, at jeg selv begyndte at kunne mærke lidt forandring.

Vi ejer ikke en vægt her i huset, så jeg anede ikke om min vægt ændrede sig. Men jeg følte mig godt til pas, og det var jo det vigtigste….. For en måned siden hoppede jeg så af ren nysgerrighed på mine forældres vægt. Det er den jeg vejer mig på når jeg vejer mig, og derfor også den jeg har min seneste vægt fra. Jeg vil tro jeg har vejet mig i februar sidst….. Og til min store overraskelse, så havde jeg faktisk taget 2,5 kg på….. Og da jeg så i weekenden prøvede igen, så var vi oppe på en vægtøgning på 4 kg….. Og det var så her, jeg fik lyst til at spørge ud i forum, om det mon var normalt sådan at tage på, når man faktisk rør sig virkelig meget. Min mand som jo har levet af sin sport i mange år, han er ret overbevist om, at det selvfølgelig er musker der vokset, og muskler vejer mere end fedt. Alt det her, det ved jeg jo egentlig godt. Men jeg synes rent motivationsmæssigt, at det tricker mig lidt.

Som barn dyrkede jeg masser af sport, og jeg har også løbet af flere omgang i mine teenageår, men hver gang jeg løber, så bliver mine lårmuskler virkelig store, og det gider jeg bare IKKE. Jeg er ikke den store motionsfreak, jeg kan godt li et par gåtur og noget frisk luft, og jeg gad da også godt, at min krop så ud som da jeg var 20. Men jeg gider det alligevel ikke så meget, at jeg vil yde en hel masse sport for det. De lange gåture har altid være bedst for mig, både for mit sind, men også for mit temperament og min krop…..

Jeg var dog rasende overrasket over, at jeg på 3 måneder har taget 4 kg på, mens min veninde til slut havde tabt 10,5 kg…..

Men når man ligger den slags ud i forum, så ved jeg godt, at man kan forvente respons både i øst og i vest….. Og dem jeg fik aller flest af, de lød sådan her ” GLEM DEN VÆGT, DET ER IKKE VIGTIGT, DU SER GODT UD, VÆR GLAD FOR DEN KROP DU HAR”…… Ja…… Det er jeg så også, for det meste i hvert fald, men jeg synes bare det var en anelse umotiverende, at stige så markant i vægt, når jeg rent faktisk har bevæget mig så meget. Vi snakker gennemsnitligt 70 km om ugen, med en forholdsvis høj fart. Min kost er den samme, så det er ikke fordi jeg bare har indtaget det dobbelte….. Jeg begynder nu også at mærke, at mine bukser sidder strammere om lårene, og det irriterer mig, at mine jeans sidder så tæt, når lårmusklen vokser….. For som jeg sagde før, så gider jeg kun bevæge mig, for at blive lidt mere fit.

Det er jeg så også blevet, mine ben er i den grad strammet op, men også vokset…… Jeg ved jo dog, at det er muskler, og de vejer mere. Jeg ved alt det her, men det jeg sagde var bare, at det irriterer mig.

Lad os vende tilbage til mit syn på egen krop….. Jeg er 38 somre om 2 uger, jeg er 172,5 cm høj og jeg vejer – normalt ca. 62,5 – lige nu 66,5. Når jeg ser mig i spejlet så tænker jeg, det er helt ok, jeg ser sund, frisk og rask ud, men jeg gad da godt være lidt strammere. Sådan har jeg altid tænkt, også da jeg mødte Jesper og vejede 16 kg mindre…. For ja, det gjorde jeg. Men det med at være blevet ældre, have født børn og bare spiser lidt mere, det har gjort, at jeg nu i 9 år har vejet og målt ca. sådan her….. Og det er jeg altså helt og aldeles tilfreds med….. Jeg har længe forliget mig med at jeg nu er str. 38/40 og ikke længere en str. 36.

I skrivende stund, der sidder jeg også og ser noget på Go morgen Danmark om Bikinikrop….. Som i deres oplæg burde hedde “krop i bikini”…. Vi kvinder ER forskellige, og vores kroppe reagerer forskelligt både på kost og motion. Og min har så åbenbart tendens til vokse hurtigt, når jeg yder lidt mere end jeg plejer….. Men alt i alt, så er jeg helt og aldeles tilfreds med at være den jeg er, og med at være i den krop jeg nu en gang er født i…..

Det havde jeg simpelthen lige brug for at fortælle, fordi jeg var nervøs for, om nogen havde en tro på, at jeg skulle være med til at at lave en forvridningen af synet på kvindekroppen….. Til det her jeg overhovedet ikke nogen holdning, folk må se ud præcis om de har lyst til…. For det gør jeg også selv 🙂

4076240d-6862-4dd9-beb2-377f0e210dba

da242a96-d536-4a83-8d49-9f038504a072

MORTILMERNEE_FBUntitled
Older posts